Opdag sukkersygen tidligt og mindsk risikoen med 50%
Type 2-diabetikeres risiko for at dø tidligt af deres sygdom eller få alvorlige komplikationer halveres, hvis diabetes opdages tidligt, og man kommer i behandling. Sukkersyge medfører stor risiko for hjerte-karsygdomme. Den kan bl.a medføre åreforkalkning og blodpropper i hjertet og hjernen samt nyresvigt. Det forhøjede blodsukker giver stive, forsnævrede pulsårer. Når pulsårerne forsnævres, nedsættes blodforsyningen til organerne. Herved fungerer de dårligere. 60-80% af alle sukkersyge patienter dør af blodpropper fra åreforkalkning.
Hvad kan man selv gøre?
Du kan stabilisere sukkersygen og mindske følgevirkningerne ved at optimere din behandling og livsstil. Målet er at få gammelmandsukkersygen til at gå i ro af sig selv. Lev sundt og spis rigeligt frugt og grønt. Skær ned på fedt og søde sager. Stil mod normalvægt med et body mass index under 25, dvs. et fornuftigt forhold ml. din vægt og højde. Undgå fedt i taljen, da det nok er værst. Er dit blodtryk for højt, bør det sænkes med mere medicin, (til under 130/85). Sørg for, at dit blodsukker er stabilt lavt. Er det for højt, risikerer du at få infektioner og følgevirkninger af sukkersygen. Tab dig, hvis du er overvægtig – altså BMI mere end 25. Dyrk motion dagligt med pulsen oppe; det sænker både vægten og øger det gode kolesterol. Skær ned på alkoholforbruget. Ny viden viser, at det ikke er nyttigt – ej heller med et enkelt glas. Allervigtigst: Hold op med at ryge, hvis du ryger.